Razzia på Christiania: Fandt hash for over tre millioner kroner


Foto af politiets fangst under torsdagens razzia på Christiania.


Torsdag morgen fandt Københavns polities speciel-patrulje Task Force Pusherstreet hash for over tre millioner kroner under et razzia på Christiania. Tre personer blev anholdt.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Task Force Pusherstreet skriver i en pressemeddelelse:

Torsdag morgen den 19. februar 2015 foretog Task Force Pusherstreet ransagning af flere adresser på Christiania, hvor de havde mistanke om, at der blev opbevaret større mængder hash. Ved aktionen blev tre personer anholdt og flere adresse ransaget. Der blev samlet beslaglagt:
 
13,1575 kg hash
22,9931 kg skunk
8,1465 kg pot
2,0225 kg hashmix
15.683 joints
277 hashkager
5,9 gram butter
3 gram ICE
825 kroner (omregnet til 16,5 gram hash)
1 guldarmbånd (værdi i guld ca. 12.000 kroner)
7 kanonslag
1 økse
1 slagvåben
1 peberspray
1 gasspray
 
I alt 46,345 kg hashprodukter samt joints.
 
Ovenstående hashprodukter har en samlet værdi af ikke under 3.101.400 danske kroner (udregnet med en pris på 50 kroner for 1 gram hash/1 joint).
 
“Vi går fortsat efter den åbenlyse hashhandel – herunder køber, sælger og leverandører – der er ingen  tvivl om, at en sådan mængde narkotika, der bliver taget så tæt på salgsstederne i Pusherstreet vil gøre økonomisk ondt på nogle af sælgerne”, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Task Force Pusherstreet.
 
De tre anholdte mænd er henholdsvis 51, 46 og 30 år. Den 30-årige blev løsladt efter afhøring, mens den 51-årige og den 46-årige fremstilles i dag i Dommervagten i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling. De er begge prøveløsladt i forbindelse med tidligere sager om hash, siger Steffen Thaaning Steffensen.