Skrig og panik: Mand likvideret på åben gade


En økse indsmurt i blod blev fundet tæt på skudofferet. Om øksen har været brugt ved overfaldet er endnu uklart.

Den mand som lørdag blev skudt ned på åben gade i Esløv i Sverige er afgået ved døden på hospitalet. Flere vidner så hele hændelsesforløbet, oplyser politiet.

LÆS OGSÅ: Ung mand skudt ned i Sverige
Politiet blev alarmeret klokken 13:55 lørdag. Det blodige overfald var sket i en lille sidegade til en travl handelsgade midt i myldretiden.

Flere handlende er blevet chokeret over det voldsomme overfald, og der lød skrig og panik i forbindelse med episoden. Mange hørte skyderiet og flere har overværet det brutale overfald fra start til slut.

– Vi har vidner, som har set hele hændelsen fra start til slut, sagde politiets indsatsleder på gerningsstedet, Johan Lindkvist til kvp.se

Offeret var en 25-årig mand, og han blev fundet liggende i en stor blodpøl. Lige ved siden af den sårede mand lå en økse, som også var smurt ind i blod. Om øksen har været brugt ved overfaldet er endnu uklart.

I følge de mange vidner skulle den 25-årige mand være blevet skudt på klods hold. Kort efter er en bil set forlade stedet i rasende fart.

Den sårede mand blev kørt til universitetshospitalet i Lund, hvor han senere på lørdagen afgik ved døden.