Forsvarer: Skuddræbt i Høng ville køre betjent ned


Manden, der endnu ikke er blevet identificeret med sikkerhed, blev skudt og dræbt efter en længere biljagt.


Den mand, som søndag morgen blev skudt og dræbt af en politimand i Høng i Vestsjælland, havde påkørt én betjent og forsøgte at påkøre en anden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser advokat Torben Koch, som er forsvarer for den betjent, der skød manden.

Manden, der endnu ikke er blevet identificeret med sikkerhed, blev skudt og dræbt efter en længere biljagt.

LÆS OGSÅ: Dræbt af skud i brystet: Politiet skyder person efter biljagt
LÆS OGSÅ: TV: Politiet skyder og dræber mand på Sjælland
– Min klient og en kollega sidder på politigården i Slagelse, da de får en melding om, at en hundevogn eftersætter en bil, der kører vildt og råddent, fortæller Torben Koch.

De to politifolk kører af sted fra politigården, og samtidig optager en anden patruljevogn forfølgelsen.

– Så får de en melding om, at bilen har påkørt hundevognen, der er blevet så skadet, at den ikke kan køre videre. Den har også påkørt den anden patruljevogn, som dog fortsætter eftersættelsen, siger Torben Koch.

De to betjente fra Slagelse kører mod den forfulgte bil.

– Men føreren vælger at køre frontalt ind i patruljevognen med 50 kilometer i timen, og det betyder, at begge biler stopper, siger forsvarsadvokaten.

Betjentene springer ud af patruljevognen, og den ene løber om bag flugtbilen. Men det får ifølge Torben Koch bilisten til at bakke ind i ham, så han vælter ind i et buskads.

– Min klient, der står foran bilen, trækker sit tjenestevåben, og giver føreren besked på at stige ud af bilen.

Betjenten bag bilen kommer på benene, og da føreren ikke reagerer, affyrer betjenten et varselsskud.

– Men føreren vælger at køre frem mod min klient, som så affyrer et sigtet skud mod ham og rammer ham, fortæller forsvarsadvokaten.

Bilen havde nummerplader, der viser, at den stammer fra forsvaret, men føreren er endnu ikke identificeret, så det er uklart, om han kommer fra forsvaret, eller om bilen er stjålet.

– Det er klart, at det ligger i betjentenes tanker, at der kan være tale om en soldat – måske én der har været i Afghanistan eller et andet sted – og at han måske er bevæbnet, siger Torben Koch.

Episoden efterforskes nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvorefter Statsadvokaten skal afgøre, om der skal rejses tiltale mod nogen i forbindelse med sagen.

/ritzau/