Instagram giver Twitter baghjul


Den sociale billedtjeneste Instagram har for første gang overhalet Twitter i antallet af brugere verden over.

Like localeyes.dk på Facebook

Instagram har nu mere end 300 millioner brugere, og slår dermed Twitter, som ved den seneste opgørelse havde 284 millioner brugere.

– Det, der begyndte som to venner med en drøm, er over de seneste fire år blevet til et globalt fællesskab, der deler mere end 70 millioner billeder og videoer hver dag, skriver Instagrams topchef og medstifter Kevin Systrom på en blog.

Formålet med Instagram er at dele billeder taget med smartphones. Brugerne kan følge hinanden og også mange kendte personligheder.

LÆS OGSÅ: Tidligere Disney-stjerne: Oversvømmer Instagram med nøgenbilleder
LÆS OGSÅ: Superstjerne lægger flittigt sexede billeder på Instagram
De 300 millioner brugere kan nu få vished for, at de kendisser, de måtte følge på det sociale medie, rent faktisk er, hvem de giver sig ud for at være.

Ifølge Kevin Systrom vil Instagram begynde at anvende et særligt mærke, der skal validere profilen for kendte, sportsstjerner og brands, så følgerne kan være sikker på, at de ikke følger falske profiler.

– Disse badges vil blive udbredt i løbet af de næste dage, siger Kevin Systrom, som understreger, at selskabet gør alt, hvad der er muligt, for at holde Instagram fri for spam og falske profiler.

Instagram er ejet af Facebook, der købte selskabet i 2012 for en milliard dollar.

/ritzau/AFP