Folk leder efter hash på spansk strand


I løbet af de seneste dage er 70 personer, som var på jagt efter stoffet, blevet pågrebet af myndighederne. Arkivfoto


Det spanske politi har sat en større indsatsgruppe ind på at finde frem til personer, som leder efter hash på strande i det sydlige Spanien.

Like localeyes.dk på Facebook

Pakker fra et større hashparti, der havnede på havets bund, da et skib forliste, skylles stadig op på strandene. I løbet af de seneste dage er 70 personer, som var på jagt efter stoffet, blevet pågrebet af myndighederne

– Vi er vant til, at folk leder efter narkotika på strandene, men der har aldrig før været så mange som nu, siger en talsmand for politiet i Chiclana de la Frontera i provinsen Cádiz.

I forrige uge kæntrede en smuglerbåd ud for den spanske kyst, og store mængder hash endte i havet. Men pakkerne er siden gradvist blevet skyllet på strandene i Cádiz.

I området er der en arbejdsløshed på 40 procent, og mange af dem, som er blevet anholdt, er unge lykkejægere. De fleste af dem bliver løsladt efter kort tid.

Det var en marokkansk gruppe på seks mand, der forsøgte at smugle flere ton hash ind i Spanien i tre motorbåde. En af bådene kæntrede under en storm. Politiet fandt 2,2 ton hash i de både, der ikke forliste.

To smuglere druknede, mens tre blev anholdt. Det lykkedes for en smugler at flygte fra det spanske politi.

Spansk politi har tidligere optrevlet internationale netværk af hashsmuglere fra Marokko. Sommetider har smuglerne haft et “moderskib”, hvorfra stofferne er blevet fordelt i mindre fartøjer.

Spanien er et af de vigtigste indskibningssteder for narkotika i Europa – deriblandt hash fra det nordlige Afrika og kokain fra Latinamerika.

/ritzau/dpa