Voldelig butikstyv: Kastede tagsten og sparkede betjent


Da han skulle indbringes til politistationen for afhøring til sagen, sparkede han den ene politimand over benet. Arkivfoto


Onsdag aften kl. 17.26 fik politiet en anmeldelse fra en tøjbutik om, at en mand fra forretningens fortovsudstilling havde stjålet 3-4 par jeans og var gået videre uden at betale for bukserne.

Like localeyes.dk på Facebook

Personalet var gået efter tyven, som undervejs kastede de stjålne bukser fra sig.

Personalet fulgte efter og indhentede manden, der knuste nogle teglsten og kastede stumperne efter forfølgerne.

Han fortsatte til Køge S-station, hvor politiet fik udpeget den mistænkte siddende i et S-tog. Der var tale om en 40-årig mandlig asylansøger fra Algeriet, som blev anholdt som mistænkt for butikstyveri.

Da han skulle indbringes til politistationen for afhøring til sagen, sparkede han den ene politimand over benet, da han skulle ind i politibilen.

Ved undersøgelse af mandens færden i Køge by havde han tidligere stjålet en jakke fra en herretøjsforretning på Torvet.

Den stjålne jakke havde den anholdte på, medens hans egen jakke var efterladt på tøjstativet ved forretningen.

Den anholdte blev formelt sigtet for røveri, idet han kastede knuste teglsten efter det forfølgende personale for at sikre sig stjålne effekter, ligesom han blev sigtet for vold mod politimanden.

Efter endt sagsbehandling løslod politiet den sigtede, men vil undersøge hans færden i Køge by nærmere for at klarlægge, om han skulle have stjålet fra andre butikker.

Den sigtede vil høre nærmere fra politiet, når efterforskningen er afsluttet, og sagen skal afgøres.