Stoppet på stjålet knallert: Vidste ikke hvordan man slukkede den


Han blev bedt om at slukke for knallerten, men vidste ikke, hvordan man gjorde. Arkivfoto


Onsdag kl. 13.05 fik politiet en henvendelse fra en beboer i Æblehaven om, at nogle unge drenge stod ved en knallert, som ifølge beboeren formentlig ikke tilhørte dem.

Politiet kørte til området og så en ung mand kørende på omhandlede knallert.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Han forsøgte at skjule sit ansigt under kørsel bag en hæk, men blev standset og identificerede sig som en 16-årig ung mand fra Roskilde.

Han blev bedt om at slukke for knallerten, men vidste ikke, hvordan man gjorde.

Det viste sig, at området omkring tændingslåsen var ødelagt, og knallerten var meldt stjålet fra Gartnervang tidligere på dagen.

Den 16-årige blev derfor sigtet for uberettiget kørsel på knallerten, for kørsel uden styrthjelm og uden at have erhvervet et knallertkørekort.

Ejeren af knallerten kom til stedet og fik sin knallert udleveret.

Efterfølgende underrettede politiet den 16-åriges forældre om sagen, som også vil blive sendt til de sociale myndigheder.

Politiet vil senere give den 16-årige besked om et eventuelt erstatningskrav, inden sagen kan afgøres.