Luftangreb bremser jihadisters fremrykning ved Kobani


Den amerikansk-ledede koalition har mandag og tirsdag udført 21 luftangreb mod Islamisk Stat (IS) i nærheden af den vigtige grænseby Kobani, der ligger på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den amerikanske centralkommando oplyser samtidig, at det ser ud til, at bombardementerne bremser jihadisternes fremrykning i og omkring Kobani.

– Indikationerne er, at luftangrebene har bremset Isil (også kendt som IS, red.) omkring Kobani, skriver centralkommandoen i en erklæring. Den tilføjer dog, at situationen hele tiden rykker sig.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder rapporterer, at kampene med kurderne, der forsvarer byen, og islamisterne har spredt sig til et område, der ligger mindre end en kilometer fra pigtråden, der markerer grænseområdet til Tyrkiet.

Trods den kurdiske modstand har jihadisterne fra Islamisk Stat indtaget omkring halvdelen af Kobani.

I midten af september indledte IS en offensiv mod Kobani, og hidtil er over 500 mennesker blevet dræbt, mens omkring 200.000 i området er flygtet over grænsen til Tyrkiet.

Jihadisterne har erobret store landområder, siden Islamisk Stat i juni udråbte et kalifat, der strækker sig over dele af Irak og Syrien. Blandt andet kontrollerer IS omkring 85 procent af Anbar-provinsen i Irak, der ligger mellem hovedstaden Bagdad og grænsen til Syrien.

I Washington mødes militære ledere for de godt 20 lande, der kæmper mod jihadisterne fra Islamisk Stat (IS), tirsdag med USA’s præsident Barack Obama for at diskutere den amerikansk-ledede offensiv i Irak og Syrien.

Ifølge amerikanske embedsmænd vil der dog formentlig ikke komme nogen dramatiske udmeldinger efter mødet, der blandt andet skal sikre en bedre koordination mellem de allierede lande i den amerikansk-ledede koalition.

/ritzau/AFP