Tårnbys borgmester overfaldet på renseri


Tårnbys borgmester, Henrik Zimino (S).


En tur på renseriet udviklede sig mandag dramatisk for Tårnbys borgmester, Henrik Zimino (S). På renseriet blev borgmesteren opsøgt af en 33-årig mand, som efter alt at dømme ikke bryder sig synderligt om byens førstemand.

Like localeyes.dk på Facebook

– Han overfalder i første omgang borgmesteren verbalt, og efterfølgende tager manden fat i borgmesteren og rusker ham, fortæller politikommissær Steen Jensen fra Københavns Politis Station Amager.

Politiet kom efterfølgende til stedet og anholdt den 33-årige mand. Manden er tirsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt, hvor han er blevet varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage.

Manden vil dog ikke umiddelbart acceptere rettens afgørelse og har kæret kendelsen om fængsling til Østre Landsret.

Ifølge Steen Jensen har mandens motiv formentlig været utilfredshed med boligsituationen i Tårnby Kommune, hvor manden tidligere har boet.

Den 33-årige er sigtet efter straffelovens bestemmelse om vold eller trusler mod offentlig ansat.

/ritzau/