Mandschauvinist med olieinteresser: I spil som EUs nye klimakommissær


Arkivfoto


Hans svoger er formand for to olieselskaber, og selv har han udtalt i en tv-debat under valgkampen, at han ikke kunne fremføre sine argumenter så stærkt som ønsket, fordi der var kvinder med – han ville jo nødig trænge de forsvarsløse stakler op i en krog.

Like localeyes.dk på Facebook

Nu er han, Miguel Arias Canete i spil som EUs nye klimakommissær

Onsdag aften fik den spanske kommissærkandidat da også en stormfuld start på høringen i EU-Parlamentet.

Inden høringen overhovedet gik i gang blev hans olieinteresser påpeget, og et udvalgsmedlem brød ind for at slå fast, at Canetes skriftlige erklæring om personlige interesser – imod reglerne – skulle være ændret to gange inden for de seneste tre døgn.

Den problematik blev et grundtema under høringen, hvor de politiske grupper i udvalget delte sig i to.

Parlamentets største gruppe, den borgerlige EPP-gruppe, begyndte at klappe, når spanieren svarede.

Eksempelvis høstede han et biflad på et svar om, at han “altid havde betalt sin skat.”

Canete har indtil 2012 været bestyrelsesformand for firmaet Petrolifera Ducar, som tanker olie på skibe til havs – en metode som beskyldes for at forårsage spild af olie.

Margrete Auken (SF), som er aktiv i miljøudvalget, er blandt andet rystet over, at spanierens svoger er formand for de to olieselskaber, han indtil for nylig havde store aktier i og tidligere var formand for.

Hun anser ham for inhabil og opfordrer alle medlemmer til at “stemme imod ham”.

– Hvis EU sender Canete i front på klimaområdet, vil ingen af vores internationale forhandlingspartnere længere kunne tage EU seriøst – en ødelæggende bombe under klimaforhandlingerne, siger Auken.

Spanieren har også gjort sig yderst uheldigt bemærket med udtalelser om sit syn på kvinders intelligens.

Canete undskyldte under en tv-debat under valgkampen i foråret, at han ikke kunne fremføre sine argumenter så stærkt som ønsket, fordi der var kvinder med.

– For hvis du misbruger din intellektuelle overlegenhed, eller hvad man nu vil kalde det, så ender du med at ligne en mandschauvinist, som trænger en forsvarsløs kvinde op i en krog, sagde han.

Jean-Claude Juncker sagde før høringen, at han forventer, at Canete straks han fik ordet under høringen ville sige, at han ikke er den, som “folk tror han er.”

Spanieren sagde indledningsvist, at han “har begået en fejl” med sine udtalelser om kvinder, og det har han allerede undskyldt for – og gør det igen.

/ritzau/