16-årig pige fængslet for at opbevare AK-47


Arkivfoto


En 16-årig pige er blevet varetægtsfængslet i fire uger for ulovlig våbenbesiddelse, efter at politiet har fundet en AK-47 på hendes adresse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det fortæller anklageren i sagen, Kirstine Laustsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det var Retten i Næstved, som onsdag besluttede, at pigen skulle fængsles efter et grundlovsforhør af hende.

Politiet fandt skydevåbnet under et besøg i pigens hjem. Oprindelig efterforskede politiet en hashsag, men sagen udviklede sig, da de faldt over AK-47’eren.

LÆS OGSÅ: Politiet efterforskede hashsag: 16-årig pige havde våben derhjemme.
Skydevåbnet er angiveligt blevet overdraget til pigen af en 19-årig mand. Han er også blevet varetægtsfængslet i fire uger. Deres relation kendes ikke.

Den 19-årige er sigtet for at have overdraget våbnet til pigen med henblik på, at hun skulle opbevare det på sin bopæl. Han har tilstået, men den 16-årige pige nægter skyldig.

Sammen med AK-47’eren fandt politiet også ammunition til skydevåbnet. Våbnet og ammunitionen stod dog separat, og våbnet var ikke skarpladt.

Den 19-årige mand blev anholdt i Næstved tirsdag aften, og efterfølgende blev pigen også anholdt.

/ritzau/