Fire Bandidos-rockere dømt for grov afpresning


Retten i Glostrup har onsdag idømt fire ledende medlemmer af Bandidos og to prøvemedlemmer henholdsvis otte og tre måneders fængsel for grov afpresning.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre
En tidligere Bandidos-rocker var kommet i unåde blandt sine eksbrødre, og det medførte blandt andet afpresning i stor stil.

De fire dømte mænd havde stillet krav om, at eksrockeren skulle aflevere sin motorcykel, betale et “udmeldelsesgebyr” på 75.000 kroner. Derudover skulle det tidligere medlem aflevere to guldkæder, nogle blå ædelstene og et ur.

Sagens offer har forladt Bandidos i unåde, eller hvad der i rockerjargon kaldes for “bad standing”.

Ud over afpresningen blev de fire rockere dømt for ulovlig tvang, da de havde truet eksrockeren til at sælge sin andelsbolig.

De to prøvemedlemmer i rockergruppen blev dømt for medvirkning til afpresning, fordi de havde hjulpet med at samle den udelukkede rockers ejendele.

/ritzau/