Politiet advarer: Svarede på sms og fik en regning på 700 kroner


Mandag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at en 54-årig kvinde fra Rødvig havde modtaget en SMS med besked om, at hun skulle ringe straks.

Like localeyes.dk på Facebook

Da hun ikke kendte nummeret, men troede, at beskeden var fra hendes barnebarn, forsøgte hun tre gange at ringe retur til afsender-telefonnummeret.

Opkaldene blev dog ikke besvaret, men den 54-årige havde efterfølgende konstateret, at hun var blevet trukket for knap 700 kr. på sin mobilregning som følge af opkaldene.

SMSen var blevet afsendt fra et nummer, der startede med +88 efterfulgt af ni cifre.

Politiet undersøger nu sagen nærmere i et forsøg på at få identificeret telefonnummeret.

Politiet opfordrer borgerne til at være skeptiske over for opkald/SMS fra især udenlandske numre, som ikke er modtageren bekendt. Opkald/SMS fra danske telefonnumre kan kendes på +45 foran telefonnummeret. Underret eventuelt eget teleselskab om modtagelse af tilsvarende SMSer.