Politiet trak pistoler og skød tåregas mod fodboldbøller


Både før og efter kampen mellem Brøndby IF og belgiske Club Brugge var der voldelige episoder, som politiet nu efterforsker. Efter kampen blev politiet både nødt til at bruge tåregas og trække pistoler mod voldelige fans.

Like localeyes.dk på Facebook

Før kampen på Brøndby Stadion torsdag aften var der først ballade på en pub og siden groft hærværk, som politiet forbinder med de to klubbers fangrupperinger.

Dagen før kampdag – onsdag ca. kl. 22.40 – var der en voldsepisode på Old English Pub, Vesterbrogade i København, hvor der blandet andet blev kastet med inventaret. Denne sag undersøges nu af Københavns Politi.

På kampdagen – torsdag morgen – modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelse om, at to belgisk indregistrerede busser havde fået ruder knust, fået buler og var malet med graffiti – blandt andet var ordet “BIF” malet med meget store bogstaver.  

Busserne holdt ved Scandic Hotel på Kettevej i Hvidovre, og hærværket menes at være sket fra onsdag aften efter kl. 23 til torsdag morgen kl. 7.20. Københavns Vestegns Politi efterforsker sagen og søger vidner, som kan have set eller hørt noget.

Busserne var udlejet til japanske turister, som overnattede på hotellet, og er uden relationer til den belgiske fodboldklub Club Brugge.  

– Måske har nogen troet, at busserne havde at gøre med belgiske fodboldfans. Vi efterforsker sagen som groft hærværk, fordi der er ødelagt for et stort beløb og hører gerne fra vidner, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

Betjente måtte bruge gas og trække pistoler
Efter kampen blev politiet både nødt til at bruge tåregas og trække pistoler mod voldelige fans.

Da politiet skulle eskortere Club Brugges fans væk fra stadion blev de og deres busser angrebet med sten fra en gruppe overfaldsmænd, hvilket fik politiet til at udlægge tåregas for at sprede flokken af angribere og få de belgiske fans ud fra området.

Ikke længe efter forsøgte en gruppe gerningsmænd, nogle maskerede, på ny at komme i nærkontakt med en gruppe Brugge-fans. Men det gik i stedet ud over en hundepatrulje, som skulle afskære dem vejen.

En del af gruppen overfaldt hundepatruljen så voldsomt med lægter, at to civile politifolk trak tjenestepistoler for at sikre hundefolkenes sikkerhed. Kun hundevognen blev skadet men episoden efterforskes nu som vold mod politifolkene.

– Vi hører gerne fra vidner eller fra folk i fodboldmiljøet med oplysninger om overfaldene. Vi modtager også gerne fotos eller film, hvis nogen har det, siger Bent Isager-Nielsen.

Vidner kan henvende sig døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på 4386 1448.

Fire anholdt før kampen
Før kampen blev fire belgiske statsborgere anholdt. En af dem, en 31-årig mand, sigter Københavns Vestegns Politi for at have slået en dialogbetjent i ansigtet.

De øvrige tre blev anholdt for overtrædelse af fyrværkeriloven. De var henholdsvis 18, 20 og 26 år og blev løsladt efter at have betalt en bøde.