Klamt: Lortevand i norske vandhaner


Rørledninger i Norge er af så ussel kvalitet, at kloakvand kan komme ud i drikkevandet og gøre nordmænd syge. Sådan lyder advarslen fra det norske svar på sundhedsstyrelsen – Folkehelseinstituttet – i en spritny rapport om folkesundheden i Norge.

– Kabelnettet er i dag vandværkernes svage punkt, hedder det i rapporten.

Ifølge rapporten fra Folkehelseinstituttet lækker mere end 30 procent af drikkevandet fra rørledninger, inden det når ud til forbrugerne. Og da drikkevandsrørerne typisk ligger i samme grøft som afløbsledninger, som også lækker en del, er der stor risiko for forurening.

De norske sundhedsmyndigheder har allerede bemærket, at flere nordmænd får akut mavetarmsygdomme i forbindelse med fald i vandtrykket. Det anslås, at forurening i drikkevandssystemet er årsagen til et sted mellem 750.000 og én million årlige tilfælde af tarminfektioner.

Samtidig påpeger myndighederne, at 30-40 procent af sygdomsperioderne mindst fører til én sygedag, og det bliver til mellem 225.000 og 400.000 tabte arbejdsdage om året, hedder det i rapporten.

Store dele af rørledningsnettet blev bygget i tiden efter Anden Verdenskrig og er nu i dårlig forfatning. Andelen af rørledninger, som er blevet udskiftet, er øget jævnt fra fire procent i 2003 til 13 procent i 2009.

Folkehelseinstituttet anslår dog, at det vil tage omkring 200 år, før hele rørledningsnettet er udbedret og har en tilfredsstillende kvalitet.

– Arbejdet med at udskifte og reparere dårlige vandledninger går så langsomt, at problemerne med forurenet drikkevand højst sandsynligt vil stige i årene fremover, fastslår Folkehelseinstituttet i rapporten.

Hovedkonklusionen i rapporten er imidlertid, at drikkevandskvaliteten generelt er god i Norge. Der er dog store forskelle på kvaliteten i de offentlige anlæg. Antallet af vandværker, som leverer utilfredsstillende drikkevand, er ifølge rapporten kraftigt reduceret de seneste 20 år.

/ritzau/NTB