Kommentator: Lagt i gryden til årelang fejde i Venstre


Venstre er kastet ud i en dybt alvorlig formandskamp, når en lang række lokalforeninger ikke længere støtter Lars Løkke Rasmussen som partiformand. Det kan ende med et årelangt internt opgør ligesom i Socialdemokratiet mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken.

Det vurderer Weekendavisens politiske reporter Hans Mortensen.

– Det er meget, meget alvorligt. Nu er der en formandskamp i gang. Det er opsigtvækkende, at så mange lokalforeninger melder ud, at de ikke støtter partiets formand og gerne ser en anden end den, der er partiets officielle statsministerkandidat, siger Hans Mortensen.

Løkke Rasmussens støtter – som blandt andre udenrigsordfører Søren Pind – har sænket kravet fra massiv støtte til Løkke i hovedbestyrelsen tirsdag til nu et snævert flertal på 51 procent, understreger Hans Mortensen.

Venstre i Jylland protesterede, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2010 trak næstformand Kristian Jensen ud af regeringen og i stedet gjorde ham til gruppeformand. Samtidig fyrede Løkke jyske ministre som forsvarsminister Søren Gade og udviklingsminister Ulla Tørnæs, påpeger kommentatoren.

– Ved rokaden var der en vis utilfredshed med, at det jyske Venstre blev svækket. Der har nok været en frustration i det traditionelle land-Venstre over, at man blev overset til fordel for det moderne by-Venstre, som Lars Løkke repræsenterer, siger Hans Mortensen.

– Land-Venstre er også mere påholdende. De synes ikke, at kontingentkronerne skal gå til at betale formandens nye tøj og flyrejser til familien.

Venstre kan i lighed med Socialdemokraterne ende i et længere opgør, som det skete, da Poul Nyrup Rasmussen 11. april 1992 afløste Svend Auken som S-formand ved partiets ekstraordinære landsmøde i Vejle og året efter blev statsminister, mener Hans Mortensen.

– Det kan man sagtens forestille sig. Personopgør sætter meget ondt blod og trækker spor mange år frem. Det har man set i Socialdemokratiet og hos De Konservative, lyder det fra Weekendavisens politiske kommentator.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq