Ville fjerne lidt maling: Slibemaskine satte ild til 998 ton olietanker


Det var formentlig gnister fra en slibemaskine, som natten til torsdag satte ild til en olietanker på 998 ton ud for Japans kyst, det førte til en eksplosion, skibet er krænget over, og en person savnes.

En person er savnet i ulykken. De øvrige syv besætningsmedlemmer er blevet reddet i land.

Tankskibet havde udlosset sin fragt af råolie inden ulykken, der fik premierminister Shinzo Abe til at afbryde en debat i parlamentet. Han fortalte politikerne, at “et tankskib er eksploderet og står i flammer i havet ud for Hyogo”.

Den lokale avis Kobe Shimbun rapporterede, at fartøjet var omkring to kilometer syd for den travle Himeji-havn, da ulykken skete.

Sort røg blev set stige op mere end 100 meter over skibet.

– Det er et japansk skib, og det tilhører vores virksomhed. Alle besætningsmedlemmer er japanere. Vi har fået bekræftet, at syv ud af otte er i live, og en, som menes at være kaptajnen, er fortsat savnet, lyder det fra en talsmand for Syoho Shipping.

Ulykken er angiveligt sket, fordi et besætningsmedlem forsøgte at fjerne maling med slibemaskine.

– Det menes at have udløst eksplosionen, som, vi mener, kan være sket, da der gik ild i en rest olie, siger talsmanden Akihiro Komura.

/ritzau/AFP

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq