Julemanden ankom standsmæssigt til Gilleleje

GILLELEJE: Rundt om i landet kommer Julemanden forbi på alverdens måder, men i Gilleleje er der kun een måde - og det er selvfølgelig i fiskekutteren H458 som også lyder navnet Vilhelm og er et sejlende museum.

På Gilleleje Havn stod over tusinde mennesker klar til at tage imod Julemanden efter flere års fravær grundet Corona.

Julemanden brugte lang tid på at hilse på børnene, og først efter en god halv time lykkedes det at komme frem til den lille hestevogn der skulle transportere Julemanden fra havnen og til Torvet i Gilleleje.

Her var der levende musik, gløg & øbleskiver og ikke mindst uddeling af over 400 slikposer til de mange, mange børn som tålmodigt stod i kø til at hilse på Julemanden - og score en kærkommen slikpose.

Kl. 15.20 blev Juletræet så tændt, forsinkelsen skyldtes knas i anlægget til Borgmester Bent Hansens tale, men som altid blev problemet løst og borgmesterens tale kom igennem og nedtællingen fik tændt lyset i Gillelejes juletræ.