Anholdelsesaktion stadig i gang på Lupinvej i Silkeborg


SILKEBORG: Midt- og Vestjyllands Politi er lige nu til stede omkring Lupinvej i Silkeborg i forbindelse med en anholdelsesaktion, det skriver de på Twitter.

– Kl. 13.42 modtog vi en anmeldelse som gjorde, at vi vurderede det nødvendigt med en anholdelsesaktion af en navngiven person i ejendommen på Lupinvej. Vi arbejder på, at anholdelsen kan foregå så sikkert som muligt for både den pågældende person og for os selv, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet arbejder på at anholdelsesaktionen skal foregå uden tilskadekomst.

Personen man ønsker at komme i kontakt med, er blevet anmeldt for trusler og befinder sig i en lejlighed.

Tidshorisonten for politiets tilstedeværelse er stadig ukendt, og man beder om forståelse fra de naboer, der fortsat må vente på at komme hjem til deres lejligheder.

Beboerne i 15 forskellige lejlighedsopgange på i alt tre ejendomme på Lupinvej må fortsat vente på at kunne komme hjem i forbindelse med den igangværende anholdelsesaktion. Tidshorisont ukendt, men beboerhuset på Kejlstrupvej 51 er åbent for de berørte borgere.