40-årig blev ramt af to skud og nabo slået med våbnet

En uoverensstemmelse førte lørdag kort efter middag til, at der blev løsnet skud på Ravngårdsvej i Hadsten mellem Aarhus og Randers.

En 40-årig mand blev skudt to gange, og hans 42-årige nabo, der også kom til stedet, blev slået med våbnet, oplyser Østjyllands Politi.

Den 40-årige, der blev skudramt, meldes uden for livsfare.

Den formodede gerningsmand flygtede efterfølgende i sin bil, som politiet satte efter.

Han blev anholdt klokken 13.16 ved Tranbjerg.

Den anholdte er en 45-årig mand fra Hasselager, oplyser politiet.

Parterne kender ifølge politiet hinanden, og politiet er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvad der er gået forud for skyderiet.

Ligeledes efterforskes det, hvad motivet kan være.

Østjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/