Bandidos rømmer klubhuset i Holbæk

Lørdag formiddag og eftermiddag er der aktivitet bag de tilskoddede vinduer i Bandidos MCs klubhus på Østerstræde i Holbæk.

Den lokale afdeling Bandidos MC West City har fået tilladelse til at være i klubhuset i forbindelse med, at afdelingen fraflytter huset.

Politiet indførte opholdsforbud i huset efter der natten til den 25. oktober blev kastet en håndgranat mod huset. Angrebet menes at være en del af en konflikt mellem Bandidos MC West City og en gruppering i Agervang.

I forbindelse med flytningen har politiet midlertidigt ophævet opholdsforbuddet, så Bandidos kan komme ind og hente deres ting.

Det er endnu uvist, om Bandidos har fundet et nyt klubsted.