Københavns Politi efterforsker fortsat efter menneskejagt

Københavns Politi er fortsat meget sparsom med oplysninger om årsagen til en massiv politiaktion, der fredag blandt andet lukkede veje og broer til og fra Sjælland og skabte trafikkaos mange steder.

Politiet efterforsker fortsat, lyder det lørdag morgen klokken 8.30 på Twitter.

– I forlængelse af gårsdagens store politioperation er vi i i gang med efterforskningen. Vi forventer ikke at kunne sige mere foreløbigt, men melder ud, når der er nyt om sagen, skriver politiet.

Dermed står det fortsat uklart, hvad det er for “alvorlig kriminalitet”, der fik Københavns Politi til at sætte gang i en omfattende menneskejagt. Aktionen lukkede Øresundsbroen og Storebæltsbroen og indstillede færger fra Sjælland fredag eftermiddag.

Politiet ledte efter en sort svensk indregistreret Volvo. I bilen var formentligt tre personer, “som sættes i forbindelse med alvorlig kriminalitet”.

Indtil videre har politiet afvist at uddybe, hvilken form for kriminalitet de er mistænkt for.

Fredag aften oplyste politiet, at de formentligt har fundet den efterlyste Volvo. Politiet ville dog ikke oplyse, om der er foretaget anholdelser i sagen.

Den sorte Volvo viste sig fredag at være en stjålet udlejningsbil fra selskabet First Rent A Car, der hører under selskabet Hertz, i Stockholm. Bilen er meldt stjålet 24. september. Ifølge den svenske avis Aftonbladet blev den stjålet ved lufthavnen i Malmø.

Det svenske sikkerhedspoliti (Säpo) følger med i politiaktionen, oplyste tjenesten til svenske SVT fredag.

– Det er en dansk politiindsats, og vi har været i kontakt med de danske myndigheder for at blive informeret om hændelsen, siger kommunikationschef Nina Odermalm Schei.

/ritzau/