OVERBLIK: Den seneste uges skyderier i og omkring København

Tirsdag aften blev der igen skudt i København. Denne gang ved Rentemestervej og Skaffervej i Københavns Nordvestkvarter

I den seneste tid har der været flere skyderier i omkring København, og flere steder er der etableret visitationszoner.

Her optagelser af betjente, som søger efter spor på gerningsstedet tirsdag aften på Skaffervej

Forleden oplyste politiet, at den seneste tids skyderier i københavnsområdet skyldes, at en bande er blevet opdelt i to nye grupperinger.

Politiet vurderer, at tirsdagens skyderi er relateret til den igangværende bandekonflikt.

Få her overblikket over den seneste uges skyderier i og omkring København:

* Lørdag 15. september: En byge af skud hamrer mod siden af en sølvgrå Mercedes i Ishøj.

I bilen, der befandt sig på Ishøj Parkvej, sidder to mænd på 24 år, og begge bliver såret. Den ene bliver ramt en enkelt gang i benet, mens den anden bliver ramt flere gange, herunder i ballen og bækkenet. Begge overlever.

* Natten til tirsdag 18. september bliver der ifølge Ekstra Bladet affyret skud på Den Store Plads ved Mjølnerparken. Ingen personer bliver ramt.

* Tirsdag 18. september: Omkring klokken 21.15 jagter en Audi en VW Polo i Herlev. Fra Audien skydes der ti gange. Ingen personer bliver ramt.

* Cirka en time senere skydes der mod en mand, der sidder i en bil på Lygten på Nørrebro i København. Han bliver ramt i begge arme. Ifølge Ekstra Bladet er ofret et tidligere Brothas-bandemedlem.

* Onsdag 19. september: Natten til onsdag bliver fem biler ramt af skud på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset Digehuset i Hundige.

* Om aftenen går det løs på Ragnhildgade i København. Kort før klokken 20.00 kommer en bil kørende, og nogen begynder pludselig at skyde mod en gruppe unge. Næsten lige ved siden af står politiet, som svarer igen ved at beskyde bilen.

Ingen bliver anholdt, og gerningsmændene slipper væk.

* Natten til fredag 21. september opholder en 30-årig mand sig på Glostrup Torv sammen med en anden person, da en mand kommer løbende og affyrer flere skud fra en pistol. Den 30-årige bliver ramt i låret, men er uden for livsfare.

Gerningsmanden flygter i en sølvgrå bil, som muligvis er identisk med et køretøj, der senere er fundet udbrændt i Nordsjælland.

* Om aftenen fredag 21. september bliver en 19-årig person med formodet bandetilknytning og to tilfældige borgere ramt af skud ved Meinungsgade og Guldbergsgade på Nørrebro.

* Lørdag aften 22. september bliver der skudt på Landlyst Vænge i Ishøj. Der er ingen meldinger om sårede, men politiet beslutter efterfølgende at indføre visitationszone i dele af Ishøj.

* En tilsyneladende helt tilfældig mand bliver sent mandag aften 24. september fanget i krydsild på motorvejen ved Roskilde. På et tidspunkt mellem klokken 23.30 og midnat kørte manden på strækningen mellem afkørsel 13 og 12 i retning mod København, da en række skud pludselig tordnede mod hans bil. Efter episoden slår manden bremsen i og holder ind til siden.

* Tirsdag aften 25. september lyder der ifølge TV2 mellem fire og fem skud ved Skaffervej og Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. En person bliver ramt. Politiet vurderer, at episoden er relateret til den igangværende bandekonflikt.

Kilder: Københavns Politi og Ekstra Bladet.

/ritzau/