Tre personer er tilbageholdt efter brand på bosted

Da en ildebrand fik fat i OK-Centret Enghaven i Søvind øst for Horsens søndag aften, blev beboerne og stedets personale evakueret.

Branden brød ud i en beboelsesfløj. Den bredte sig bagefter videre til en tilstødende bygning og bliver efterforsket som påsat.

Flammerne tog til kort før klokken 19, fortæller Lars Grønlund, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

– Sådan noget går ikke i gang af sig selv, så derfor skal vi undersøge, hvad det egentlig er, der ligger til grund for det, siger vagtchefen.

Klokken 22.30 fortæller politiet, at det lykkedes beredskabet at begrænse branden, man at ingen at bygningerne kan reddes.

OK-Centret Enghaven er et bo- og behandlingstilbud for mennesker, der har psykiske problemer.

Politiet har tilbageholdt tre personer for at undersøge, om de kan sættes i forbindelse med branden. Der er endnu ikke nogen sigtede, oplyser Lars Grønlund.

Personalet, der var til stede, satte gang i evakuering af beboerne, da branden brød ud. Der er ikke nogen, der er kommet til skade.

I alt 40 beboere og 10 ansatte er blevet evakueret. De er sammen blevet genhuset i nærheden, da det ikke er muligt at færdes i bygningerne.

Branden startede i en af fløjene, men har bredt sig efterfølgende. To fløje er næsten brændt helt ned til grunden.

– Den har taget en god del af centret, siger Grønlund.

Ilden udviklede en kraftig røgsøjle. Derfor anbefalede vagtchefen, at personer, der befandt sig i området, søgte væk fra røgfanen og lukkede døre og vinduer.

/ritzau/