Mand dør af sine kvæstelser efter skudepisode på Amager

En mand er natten til onsdag død af sine kvæstelser, efter at han blev ramt af skud på Amagerfælledvej sent tirsdag aften.

Det oplyser central efterforskningsleder Youssef Lharraki tidligt onsdag morgen.

– Hans liv stod ikke til at redde, oplyser efterforskningslederen.

Københavns Politi kan på nuværende tidspunkt ikke give nærmere oplysninger om den dræbtes alder og øvrige identitet.

Oplysninger om de nærmere omstændigheder omkring skudepisoden må også vente.

– Vi har stadig patruljer derude, og der kommer flere oplysninger i løbet af formiddagen, siger Youssef Lharraki.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.03 tirsdag aften. Derefter blev adskillige patruljer og redningsmandskab sendt til stedet.

Offeret for skyderiet blev bragt til behandling på Rigshospitalet, hvor lægerne altså ikke var i stand til at redde vedkommendes liv.

Skyderiet skete omkring Amagerfælledvej nummer 93, oplyser Københavns Politi.

BT’s medarbejder på stedet fortalte tirsdag aften, at krydset ved DR-byen og Netto på Amagerfælledvej var helt afspærret, og omkring ti patruljevogne var på stedet. Derudover var der også tilkaldt hunde.

Det er onsdag morgen stadig uvist, om skudepisoden har tilknytning til opgøret mellem rivaliserende bander i hovedstadsområdet.

Foreløbig er der ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med tirsdagens skyderi, oplyser vagtchef Henrik Svejstrup onsdag morgen.

Han tilføjer, at offerets pårørende er underrettet.

Københavns Vestegns Politi kunne ifølge Ekstra Bladet tidligere oplyse, at det havde modtaget en anmeldelse om, at en bil var i brand i Brøndby klokken 23.21 – altså kort efter skudepisoden.

Det er endnu uklart, om der er en sammenhæng mellem skyderiet på Amager og den brændende bil i Brøndby.

/ritzau/