Bil ramt af stenkast fra motorvejsbro ved Humlebæk

Torsdag aften er en bil på Helsingørmotorvejen blevet ramt af en hård genstand, som formentlig var en sten, der blev kastet fra en motorvejsbro.

Nordsjællands Politi modtog klokken 19.42 anmeldelsen om stenkastet, der fandt sted ved afkørsel fem ved Humlebæk. Det oplyser vagtchef Jan Hedager.

– Bilisten forklarer, at han bemærker, at der står en mandsperson på broen. Derefter bliver han ramt af en massiv genstand – formentlig en sten. Den er et sted mellem et hønseæg og en tennisbold i størrelse, siger han.

Bilisten slap uskadt fra hændelsen, men bilens forrude revnede, og der kom en stor bule på bilens tag.

– Bulen understøtter, at der er tale om en hård genstand, som blev kastet ned, siger vagtchefen.

Efter bilen blev ramt, kørte bilisten ind til siden og ringede til politiet.

Torsdag aften efterforsker politiet episoden. Der er blandt andet blevet eftersøgt med hunde ved broen ved Humlebækvej.

– Hvis man har set nogen stå ved broen, må man meget gerne henvende sig til politiet. Det er en rigtig alvorlig forbrydelse at kaste sådan noget ud, siger Jan Hedager.

/ritzau/