Kraftig brand raserer affaldsoplag

En voldsom brand raserer torsdag et affaldsoplag hos Reno Nord ved Rærup i Nordjylland

Alarmen om branden gik torsdag klokken 14:46.

Herefter blev der sendt et stort opbud af slukningskøretøjer og brandfolk til stedet.

Branden var så kraftig, at ilden sprang fra et affaldsoplag til et andet på trods af, at de er skærmet af tykke betonvægge.

– Vores indsats går på at forhindre branden i at sprede sig til et tredje oplag her i Rærup. Desværre er vi ramt af, at nogle pumper, som ellers er blevet tjekket for kort tid siden, er sat ud, og det betyder, at vi ikke har en sikker vandforsyning. Og så længe vi ikke har en sikker vandforsyning, men må ty til tankvogne, så går det langsomt med slukningen, lyder det fra indsatsleder Bent Tindahl Pedersen til Nordjyske.dk.

Indtil videre kendes årsagen til branden ikke.