Alvorlig ulykke med tre tilskadekomne: En alvorligt kvæstet

Søndag blev motortrafikvejen mellem Vejle og Fredericia ramt af en trafikulykke, og vejen blev lukket.

To biler var involveret i ulykken.

Den ene part kørte op bag i den anden part, da denne kørte ud på vejen fra en vigeplads.

– I bilen, som drejer ud fra vigepladsen, sidder en mandlig fører og en kvindelig passager. Føreren af bilen er kommet alvorligt til skade. Passageren og kvinden, som kørte den anden bil, er lettere tilskadekommen, siger Henrik Dam, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV Syd.

Motortrafikvejen var spærret i to timer og genåbnede omkring klokken 18.