Medie: Forgiftet familie søgte lægehjælp flere gange

En forgiftet familie fra Haslev søgte flere gange lægehjælp, før to børn torsdag døde, og resten af familien blev indlagt.

Det oplyser TV2.

11 af familiens 12 medlemmer blev torsdag indlagt med mistanke om svampeforgiftning. Sammen dag døde to af børnene – den ene var en 15-årig pige.

To andre var i kritisk tilstand. Ifølge TV2 har to døtre søndag og mandag fået foretaget transplantationer af organer.

Men nu viser det sig ifølge tv-stationen, at familien i dagene op til tragedien søgte lægehjælp adskillige gange.

Allerede mandag følte flere i familien sig syge, og forældrene opsøgte deres egen læge, fortæller bekendte af familien til TV2.

Den 15-årige pige havde det værst, og natten til tirsdag blev hun undersøgt på Næstved Sygehus. Her nåede man frem til, at hun formentlig havde fået en maveinfektion.

Sent tirsdag aften blev lægevagten tilkaldt, fordi den 15-årige stadig var syg. Efter at have talt med Næstved Sygehus og taget en urinprøve konkluderede lægevagten, at pigen havde blærebetændelse.

Det gjorde han, selv om pigen havde haft opkast og diarre, som ikke er typiske symptomer på blærebetændelse.

– Nej, men du kan få det, fordi der er diarre, og så kan man blive smittet af de bakterier, der er ved diarréen, siger Henning Orsholt, der er chef for vagtlægerne og har fået fuldmagt af familien til at udtale sig til TV2 om, hvad der står i journalen.

Under vagtlægens besøg kom faren i familien bærende med endnu et sygt barn og bad lægen kigge på hende også, fortæller Patience Mashamba til TV2.

Han er tolk og frivillig i Røde Kors, og han har kendt familien, siden den kom til Haslev for to år siden.

– Han viste lægen, at hun også var i dårlig tilstand og spurgte, om han kunne få hjælp. Lægen sagde: “Jeg er ikke kommet for hende dér”. Så han ville ikke kigge på hende, siger Patience Mashamba til TV2.

Den del af forløbet kan vagtlægechefen dog ikke bekræfte.

– Det kommer an på en konkret vurdering, men hvis man opfatter, at et barn er alvorligt syg, når man er ude at besøge et andet familiemedlem, så vil man normalt selvfølgelig kigge på det barn.

– Det hører jo med til lægegerningen, siger Henning Orsholt til TV2.

/ritzau/