Sprængstof fundet på sjællandsk skole

Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) er tirsdag aften på vej til Ruds Vedby Skole nord for Sorø.

Det bekræfter Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

– Men mere får du ikke at vide nu, siger vagtchef Ove Christoffersen, der dog fortæller, at politiet ikke har foretaget afspærring i byen i forbindelse med fundet.

Vestsjællands Brandvæsen bekræfter over for TV Øst, at der er fundet en mindre mængde TNT – eller trotyl – under oprydning i et kemilokale.

– Vi er til stede på skolen, hvor man mistænkte, at man havde fundet et farligt kemikalie. Det har vi tilkaldt eksperter til at få undersøgt nærmere, oplyser vagtcentralen til TV ØST.

Stoffet blev fundet bagest i et skab i kemilokalet. Ud over de eksplosive effekter ved stoffet, så er det giftigt at røre ved og indånde, og det er stærkt miljøskadeligt.

– Det er et stof, som mange skoler har haft, og som – hvis det tørrer ud – kan være særdeles sprængfarligt, siger Asbjørn Kristensen, der er vagtcentralassistent ved Vestsjællands Brandvæsen til Ekstra Bladet.

/ritzau/