Makabert: Ligene af mor og to piger fundet i fryser i Aabenraa

Ligene af en 27-årig syrisk kvinde og hendes to døtre er søndag blevet fundet i en fryser i Aabenraa.

Kvindens mand og børnenes far er nu eftersøgt af politiet.

Det var et familiemedlem til kvinden, der gik til politiet. Han havde i nogle dage ikke kunnet få kontakt til kvinden, som boede på Reberbanen 2 i Aabenraa.

Politiet skaffede sig adgang til lejligheden, hvor de tre lig blev fundet i en fryser. Kvindens mand og dermed børnenes far befandt sig ikke i lejligheden, og han bliver nu søgt af politiet.

Familien kom til Danmark i sommeren 2015 og havde flygtningestatus.

Syd- og Sønderjyllands Politi er i øjeblikket i gang med de tekniske undersøgelser i og omkring lejligheden samt med afhøring af naboer og mennesker, der kender familien.

Hvis nogen mener, at have hørt eller set noget, der kan have forbindelse til sagen, bedes de kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.