Ældre mand får ildebefindende og dør i motorvejsulykke

En 78-årig mand fra Ringsted er død, og flere personer er kommet til skade i en ulykke på Østjyske Motorvej, hvor to biler tirsdag aften kørte sammen ved Hedensted.

Blandt andet blev en niårig pige fløjet til behandling på hospitalet i Aarhus, oplyser vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi. De andre involverede blev fragtet til Horsens Sygehus.

Like localeyes.dk på Facebook

Onsdag morgen er meldingen fra politiet dog, at alle med undtagelse af den omkomne slap fra ulykken uden alvorlige skader.

– En bil med et ældre ægtepar kommer kørende på motorvejen mod nord. Manden i bilen får et ildebefindende. I den forbindelse kommer bilen enten til at holde helt eller delvist stille. Så kommer en bil kørende bagfra og kører op i dem med relativt høj hastighed, siger Hans Hoffensetz.

Det står ikke klart, om den 78-årige mand er død som følge af sit ildebefindende eller i forbindelse med selve sammenstødet.

I bilen, der kom bagfra, sad en 20-årig mand bag rattet. Desuden var der to piger på henholdsvis 9 og 12 år i bilen. Politiet kender ikke de præcise relationer mellem de tre, men de skulle være i familie.

Pigen blev fløjet med helikopter til behandling i Aarhus, da hun klagede over smerter, som “man ikke umiddelbart kunne identificere”.

Uheldet skete i nordgående retning på Østjyske Motorvej lige syd for afkørslen til Hedensted ved 23.30-tiden.

Der har været både helt og delvist spærret på det stykke af motorvejen, men strækningen blev tidligt natten til onsdag genåbnet.

Politiets bilinspektører har været på stedet for at undersøge omstændighederne nærmere.

/ritzau/