Vandvidsbilist kvæstet i politijagt

En 19-årig mand kørte fredag eftermiddag frontalt ind i et træ i Nordsjælland, efter at han i længere tid havde kørt hasarderet rundt i området. Det oplyser Nordsjællands Politi.

Klokken 15.26 kom anmeldelsen om, at en ung mand i en Volkswagen Golf GTI 1,8 kørte hasarderet rundt i Frederiksværk.

– En patrulje får kontakt med køretøjet. De mister dog kontakten, fordi der bliver kørt for stærkt. Den hasarderede kørsel fortsætter. I krydset ved Nyvej og Jørgen Nielsensvej foretager han en overhaling af en bil, der er ved at foretage et venstresving, siger Dan Houtved, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

– Han undviger med nød og næppe bilen, mister herredømmet over sin egen bil og nedlægger en tavle, fortsætter ud på et græsareal, hvor han kører 110 meter og kører frontalt ind i et træ, fortsætter vagtchefen.

Under sammenstødet med træet bliver den 19-årige slynget ud af bilen. Her pådrager han sig et slemt brud på hoften.

Han er blevet fløjet til Rigshospitalets Traumecenter.

Da en patruljevogn satte efter manden, bliver Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) holdt orienteret om sagens forløb.

Ifølge vagtchef Dan Houtved er DUP dog ikke formelt gået ind i sagen.

Den 19-årige mand er fra Hundested. Han vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør, da han ikke har ydet personskade på andre, oplyser Nordsjællands Politi.

/ritzau/