Politi og redningsfolk leder efter dreng i Limfjorden

Nordjyllands Politi er mandag aften i gang med en større eftersøgning i Limfjorden ved Aalborg og Nørresundby, hvor en 16-årig dreng frygtes at være faldet i vandet.

Det oplyser vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

En helikopter er sat ind for at finde drengen, og flere både deltager også i eftersøgningen, der foregår i Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby.

– Hans mobiltelefon er fundet ved kajkanten, og det har skabt frygt for, at han er faldet i vandet, siger Per Jørgensen.

Drengen er fra Nørresundby, og hans telefon blev fundet på nørresundbysiden af Limfjorden.

Den 16-årige blev sidst set mandag formiddag ved 10.30-tiden på sin skole.

Politiet fik først anmeldelsen om hans forsvinden omkring klokken 20, hvorefter eftersøgningen blev sat i gang.

/ritzau/