Bombefrygt på station: Rør og ledninger stak ud af taske

Mandag aften kort før klokken 20 blev al togtrafik mellem Hillerød station og Birkerød indstillet efter fund af en mistænkelig taske. Rør og ledninger stak ud af tasken, og der blev slået alarm.

Like localeyes.dk på Facebook

Toget var tomt for passagerer, da togføreren fandt den mistænkelige taske og slog alarm til politiet.

Betjentene som ankom til stedet havde heller ikke lyst til at pille ved taskens indhold af rør, ledninger og batterier. Patruljerne afspærrede derfor stationsområdet og dele af Nordre Jernbanevej.

EOD blev herefter tilkaldt for at få en vurdering af den fundne taske og indhold.

Undersøgelsen skete i fuld bombedragt, men varede blot nogle få minutter hvorefter bombeteknikeren forlod togstammen.

Kort efter vendte teknikeren tilbage, denne gang iført gummihandsker og mundbind – formentlig for at sikre mulige dna-spor på tasken og dens indhold.

Klokken 21.45 blev tasken erklæret ufarlig, og alle afspærringer ophævet med det samme.

Tasken indeholdt ganske rigtigt en række rør, ledninger osv men det hørte formentlig til en form for hjemmelavet lysanlæg af en slags – men der var absolut intet farligt ved indholdet i tasken, oplyser nordsjællands Politi.

Eftersom tasken ikke indeholdt noget med ejerens ID, er tasken nu blevet indbragt som hittegods.