Hul på vandrør: Københavnsk bydel er oversvømmet

Biler, der er parkeret på Islands Brygge ved Københavns Havn, bør fjernes hurtigst muligt. Efter at et vandrør mandag er sprunget i området, er vandet steget i gaden.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Der er rigtig meget vand. Vi har afspærret Islands Brygge fra Axel Heides Gade til Thorvald Borgs Gade, siger vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen til Ritzau.

– Der står vand i 20 til 30 centimeters højde, og vandet er ved at løbe ind i parkerede biler, siger han.

Borgere skal tage kontakt til politiet, hvis de er uden for det afspærrede område og ønsker at flytte en bil, der er parkeret inden for det oversvømmede område, oplyser vagtchefen.

Beredskabsstyrelse, brandvæsnet og forsyningsselskabet Hofor er til stede på Islands Brygge og arbejder på at pumpe vandet væk fra gaden og at stoppe skaden.

Københavns Politi ved endnu ikke, hvor langt tid der går, før afspærringen af Islands Brygge bliver ophævet.

/ritzau/