Fængselsbetjent stukket ned af maskerede mænd

En 43-årig fængselsbetjent, der i sin fritid var inde i en bagerbutik i København, blev torsdag aften overfaldet af to maskerede mænd, der slog ham og stak ham med kniv.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Overfaldet skete på Enghavevej ved Sydhavn Station.

– Her kommer to maskerede mænd iført hættetrøjer ind og overfalder fængselsbetjenten, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer til Ritzau.

– De slår ham og stikker ham mindst én gang i den ene balle. Det bløder kraftigt, men han er udenfor livsfare, fortsætter han.

Efter overfaldet løber de to mænd hen til en ventende sort Peugeot, hvor en tredje maskeret mand sidder klar som chauffør.

Mændene kører i retning mod P. Knudsens Gade i bilen, der har registreringsnummeret VT 30.847.

– Men nummerpladen er formentlig stjålet. Den burde i hvert fald ikke sidde på en lille sort Peugeot, slår vagtchefen fast.

Overfaldet skete ikke langt fra Vestre Fængsel, men politiet ved endnu ikke, om den overfaldne er ansat dér.

Heller ikke motivet står helt klart.

– Det virker planlagt, og vi kan ikke udelukke, at overfaldet har relation til hans arbejde, siger Henrik Stormer.

/ritzau/