Dodge Ram 1500 rullet rundt i solouheld

En stor Dodge Ram 1500 firhjulstrækker forulykkede søndag eftermiddag på Helsingørmotorvejen i et voldsomt solouheld hvor bilen rullede rundt og endte på taget. Føreren slap med mindre kvæstelser.

Søndag eftermiddag kl. 16.12 rykkede Nordsjællands Brandvæsen ud til et solouheld på Helsingør Motorvejen, lige ved til/frakørslerne til Kvistgård.

En stor varebil, en Dodge Ram 1500 med en vægt på ca. 2,5 tons, forulykkede af endnu ukendte årsager i motorvejens sydgående spor – stort set midt mellem af- og tilkørslen til Kvistgård.

Føreren har mistet kontrollen over bilen, som er suset af vejen, ud i rabatten hvor den er kollideret med både en jordvold og nogle træer, og det er her at bilen er rullet rundt.

Den er landet på bilens passagerside, delvist omme på taget. Der skal angiveligt kun have været en person i den forulykkede bil. Politi, ambulance og brandvæsen hastede ud mod stedet, hvor den uheldige bilist skal være sluppet meget heldigt fra den voldsomme ulykke.

Vagtchef for Nordsjællands Politi, Hans Gossvig, oplyser til Local Eyes at bilisten skal være sluppet stort set uskadt fra uheldet, og derfor er der endnu ikke tikket oplysninger ind på hans bord.

– Det har set voldsomt ud, men det forlyder at der ikke er personskade og derfor har jeg lige her og nu ikke nogen oplysninger omkring uheldet eller føreren af bilen, forklarer vagtchefen ved 20-tiden.

Det ligger dog fast at Nordsjællands Brandvæsen måtte rykke ud for at rydde vejbanen for vragstumper fra den tonstunge varevogn, det højre spor i det sydgående spor blev spærret så brandfolkene kunne arbejde rimeligt sikkert på uheldsstedet.

Vanen tro var mandskabet under oprydningen plaget af de sædvanlige hensynsløse bilister som totalt ignorerede de blå blink og kørte fordi i alt for høj fart. Omkring kl. 17 havde brandfolkene fået ryddet op på stedet, og åbnet for begge spor på motorvejen.