Fodgænger alvorligt kvæstet af flugtbilist på Rådhuspladsen

En fodgænger er alvorligt kvæstet efter et trafikuheld lige efter midnat ved Rådhuspladsen i København.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

H.C. Andersens Boulevard i retning mod Amager er afspærret, fordi redningsfolk arbejder på stedet. Bilen, der ramte fodgængeren, forsvandt efter ulykken. Fire personer er kort efter uheldet set løbe fra bilen, oplyser Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi.

Den tilskadekomne blev ramt af en bil i krydset Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard.

Den kvæstede fodgænger blev kørt på Rigshospitalet med svære kvæstelser. Tilstanden er pt ukendt.

– Bilisten stak af fra stedet, men smed bilen fra sig i Tietgensgade ud for Tivoli. Fire personer i flugtbilen er set løbe i retning mod Københavns Hovedbanegård, fortæller vagtchefen, der kort efter midnat ikke har flere oplysninger.

/ritzau/