En kvæstet da 30 tons gravemaskine væltede

En gravemaskine på omkring 30 tons er mandag formiddag væltet omkuld i forbindelse med læsning på en blokvogn ved Helsinge Rensningsanlæg på Skovgårdsvej. En person er bragt til hospitalet for behandling med en brækket ankel.

Omkring kl. 10.20 blev der slået alarm til 1-1-2 om en voldsom arbejdsulykke på rensningsanlægget på Skovgårdsvej.

En stor Volvo gravemaskine, med en vægt på mindst 30 tons, skulle køres op på en blokvogn – og det endte helt galt.

Af ukendte årsager skred den tunge gravemaskine pludselig udover kanten på blokvognen, og hamrede ned i jorden hvor den endte med at vælte om på siden.

Føreren af gravemaskinen blev lettere kvæstet ved ulykken og er, ifølge Localeyes’s oplysninger, sluppet fra uheldet med en brækket ankel. Manden er kørt til behandling på skadestuen i Hillerød med en ambulance.

Politiet er på stedet hvor også Arbejdstilsynet skal undersøge omstændighederne ved ulykken.