51-årig taget med 48 skydevåben og granater


Arkivfoto

Et stort antal skydevåben er blevet afsløret under politiets ransagning hos en midtsjællandsk mand.

I alt fandt betjentene tirsdag eftermiddag 48 skydevåben - som dog alle er af ældre dato.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Men sagen er ifølge politiet så alvorlig, at den 51-årige mand fra Ringsted bør sendes direkte i arresten.

En dommer i Roskilde vil onsdag afgøre, om han skal varetægtsfængsles eller ej.

Hos manden lå der cirka 16.000 stykker ammunition, sortkrudt og et par håndgranater uden detonatorer, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 51-årige har ikke nogen forbindelse til rocker- eller bandemiljøer, understreger politiet. Men det var en af politiets specialgrupper, Task Force Øst, der havde fået et tip og derefter reagerede.

På adressen i Ringsted lå der 20 pistoler, to revolvere, fem haglgeværer, 20 rifler samt et maskingevær.

Den 51-årige har ikke de fornødne tilladelser til at besidde de mange våben, og han sigtes for at have overtrådt straffelovens bestemmelse om skydevåben.

/ritzau/