Mand stukket ned i fængsel


Arkivfoto

En indsat i Statsfængslet Kragskovhede i Nordjylland blev onsdag aften stukket i lysken med en kniv af en anden indsat.

Like localeyes.dk på Facebook

- Vi ved ikke nøjagtigt, hvad der skete, men den ene blev stukket i lysken med en kniv og bragt til Aalborg Universitetshospital med eskorte, fortæller vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Offeret, der har mistet en del blod, ligger midt på aftenen på operationsbordet, og politiet kender ikke hans tilstand.

Den formodede gerningsmand er anholdt og kørt til politigården i Aalborg.

- Vi er ved at foretage tekniske undersøgelser, og så skal vi i gang med at afhøre ham, siger vagtchefen.

Opgøret skete i køkkenet, hvor madholdet var i gang med at lave mad.

- Men vi ved ikke, hvorfor det pludselig gik så galt, siger Bruno Brix, der videre fortæller, at politiet behandler sagen som drabsforsøg.

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq