Derfor blev mexicansk narkobaron anholdt: Kunne ikke undvære luksus


Arkivfoto


Den 56-årige narkobaron, Joaquin ‘El Chapo’ Guzman blev lørdag omringet og anholdt i en luksuslejlighed i stillehavsbyen Mazatlan, havde han holdt sig i bjergene var han næppe blevet fanget

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

El Chapo blev anset som den mest indflydelsesrige narkobaron. Hans organisation står formentlig for 25 procent af alle de ulovlige stoffer, der bliver smuglet ind i USA. Det har givet en årlig omsætning på mere end 16 milliarder kroner, vurderer eksperter.

Den 1,60 meter høje ‘El Chapo’, kælenavnet betyder ‘den korte’, blev efter 13 år på flugt lørdag omringet og anholdt i en lejlighed i stillehavsbyen Mazatlan.

Det amerikanske narkopoliti var med i den succesfulde menneskejagt, der blandt andet omfatte aflytning af mobiltelefoner og brug af en drone.

Letsindighed fra Guzmans side er formentlig årsagen til, at han blev pågrebet. Tidligere har han gemt sig i bjergområder, hvor han ifølge medierapporter bestak lokale myndigheder til at holde sig på afstand.

Blandt andet holdt han for år tilbage en bryllupsfest over to dage med en mexicansk skønhedsdronning på 17 år som brud, uden at myndighederne greb ind.

Men livet i bjergene blev for ensformigt for den frygtede forbryder, der ofte er blevet udpeget som en af verdens mest velhavende personer. Han savnede den luksus, som hans formue gav ham mulighed for at udleve.

Havde han holdt sig fra feriebyerne langs Stillehavet i Mexico, er det ikke sikkert, at hans forfølgere ville have fundet ham.

/ritzau/AFP Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq