Kogt kylling, tysk porno og store forventninger til ny og eventyrlig film

Forventningerne til Wes Andersons nye film ‘The Grand Budapest Hotel’ var mandag skyhøje, da de kendte indtog den røde løber foran Grand Teatret i København.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Lasse Rimmer fortalte, at han slet ikke kunne lade være med at komme til denne premiere, selvom han plejer at undgå de røde løbere.

– Jeg er her konkret, fordi jeg er meget stor Wes Anderson fan. Det kommer til at lyde lidt prætentiøst, men jeg plejer ikke at gå til sådan nogle premiere her, fortalte Lasse..

LÆS OGSÅ: Excentrisk stjerneinstruktør gæstede København
Hans stand-up kollega, Thomas Wivel er også begejstret for Wes Anderson.

– Det er en helt fantastisk instruktør, som virkelig kræser om de helt små ting, meget minimalistisk men alligevel stort, smertefuld, sorgbart og sjovt, lød det fra Wivel.

Klaus Bondam forventede en farverig og fabulerende film, og Ane Cortzen er fascineret af instruktørens barnlige og magiske filmunivers.

Rammen for filmen er et østeuropæisk spa-hotel, men da det kom til de kendtes spa-oplevelser stoppede enigheden.

Her spændte meningerne om spa fra begejstring, over følelsen af kogt kylling, til noget fra en tysk pornofilm.

Filmen, ‘The Grand Budapest Hotel’ fortæller historien om Gustave H, der er concierge på et berømt hotel beliggende i en spaby i det fiktive, østeuropæiske land Zubrowka.

Filmen foregår mellem første og anden verdenskrig, og mens fascismen ruller ind over Europa, holder Gustave H på de formelle og servicerende former og er noget af en darling hos de ældre damer på hotellet. Ikke mindst hos den stenrige Madame D, der efter sin død efterlader Gustave H et dyrebart maleri.

Og så har vi balladen, for ud over at have en enorm formue har Madame D også en enorm familie, og de vil gå meget langt for at forhindre Gustave H i at få det dyrebare maleri.

The Grand Budapest Hotel tæller en sand perlerække af filmstjerner på rollelisten, blandt andet Ralph Fiennes, Tilda Swinton, Edward Norton, Adrien Brody, Willem Dafoe, Jeff Goldblum, Harvey Keitel, Owen Wilson og ikke mindst Bill Murray.