Druk-bus med gymnasieelever stoppet: Fyldt med våben


Arkivfoto


En bus med gymnasieelever på vej hjem fra druk i Prag var fuld af våben, blankvåben, slagvåben og stødvåben, oplyser politiet.

– Eleverne får besked på at hente deres tasker hver især. Da de har gjort det, står der en taske og flere poser tilbage. De var fyldt med våben. Blankvåben, slagvåben, stødvåben. Der var rigtig meget, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

– Vi har fundet alt muligt. Blandt andet en strømpistol, en enkelt slangebøsse med stålkugler, peberspray, totenschlæger og knojern med strøm i, siger vagtchefen.

Eleverne kommer fra et gymnasium i Odense, og ingen har meldt sig som ejere af våbnene. Politiet har ikke rejst sigtelser i forbindelse med sagen.