Familie udsat for terror – senest blev bilen brændt af i indkørslen

Knuste ruder, hærværk, trusler, oversavede træer og senest en bil omspændt af flammer, det er hvad der igennem et år har ramt en familie, bestående af far, mor og en lille datter.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

En lille børnefamilie har gennem et år været forfulgt og fået knust ruderne et utal af gange i både deres hus og deres bil. I weekenden forsøgte en gerningsmand at skære to træer over, så de ville styrte ned over familiens garage eller bil. Da det mislykkedes blev familiens bil mandag aften sat i brand.

Bilen stod i indkørslen, da den pludselig var omspændt af flammer. Den brændende bils højre bagdør var åben, og en nabo fortæller, at den kort før branden var lukket. Formentlig har gerningsmanden åbnet døren og hældt brandbar væske ind i bilen.

Samtidigt var der malet hen over en garageport: ‘Glem ham’.

Brandvæsenet kom frem til stedet og fik slukket den kraftige brand. Kort efter kørte brandfolkene og gav familien en besked fra Nordsjællands Politi. Politiet ville ikke komme – trods den tydelige besked på garagen.

Det unge par har ikke selv ønsket at tale med pressen, men de øvrige beboere i området vil gerne udtale sig, men kun anonymt af hensyn til deres egen sikkerhed.

Ordene ‘Glem ham’ på garageporten dækker ifølge kilderne over, at den unge kvinde ligger i strid med sin ekskæreste om deres fælles søn og at der i øjeblikket kører en sag i statsamtet.

Ifølge kilderne skulle en dagplejemor have udleveret drengen til faren ved en fejl, og nu vil han ikke levere ham tilbage.

Til gengæld har han udsat familien for løbende terror i mere end et år.

– Politiet har ikke gjort en skid ved alle de tidligere hærværk og trusler, selv de oversavede træer har de intet gjort ved, sagde en frustreret beboer.

Ifølge beboeren er det eneste politiet har gjort at beordre familien til at slukke deres videoovervågning, da kameraet også filmede lidt udenfor indkørslen.

Beboere i området er således stærkt frustreret over den manglende reaktion fra Nordsjællands Politi, og flere bekymrede borgere opfordrede den lille familie til straks at gå under jorden.