Mötley Crüe stopper

Efter 33 år med hård rock, stort hår og powerballader siger Mötley Crüe nu farvel og tak.

Like localeyes.dk på Facebook

Det meddelte de aldrende rockere på et pressemøde i Hollywood tirsdag. Det skriver MSN Entertainment.

Efter en sidste koncertturné med rockkollegaen Alice Cooper, lægger bandmedlemmerne, Vince Neil, Mick Mars, Nikki Sixx og tidligere hr. Pamela Anderson, Tommy Lee, instrumenterne på hylden – i hvert fald som band.

Bandet, som har eksisteret siden 1981, vil udgive et sidste album, inden de begiver sig ud på turné. Fans skal dog ikke sætte næsen op efter nyt materiale fra det Mötley Crüe, som de kender fra de tre sidste årtier. Derimod bliver det et countryalbum, hvor andre kunstnere optræder med deres fortolkninger af bandets sange.

Og fans skal heller ikke gøre sig nogen forhåbninger om, at fremtiden byder på en gendannelse af Mötley Crüe.

Bandet er nemlig så opsatte på at gøre den kommende farvelturné til den sidste, at samtlige band-medlemmer har underskrevet en kontrakt, der forpligter dem til aldrig at turnere sammen igen.

Tekst leveret af Newspaq

Maya Nissen