Afmagt overfor kommunen: Hjerneskadet forsøger selvmord

En svært hjerneskadet mand har natten til fredag forsøgt selvmord for anden gang indenfor få måneder, fordi kommunen har opsagt en ordning, hvor han har sine egne hjælpere i eget hjem. Sagen har været oppe på ministerens bord, men det har ikke fået kommunen til at ændre kurs.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Benjamin var 16 år gammel, da han i 2009 blev svært hjerneskadet i en trafikulykke. Benjamin er nu multihandicappet og erklæret 90 procent invalid, hans hjerne fungerer som en femårig.

Efter flere års kamp lykkedes det familien at få en ordning, hvor de kunne ansætte hjælp, så Benjamin kunne bo hjemme. Benjamin fik sin egen lejlighed med eget køkken, bad og indgang på familiens ejendom.

Benjamin havde hjælp 91 timer om ugen via et privat firma. Det var hjælpere, som han kendte gennem lang tid, blandt andre fik både hans stedmor og hans bror nogle af vagterne.

Den ordning blev pludseligt opsagt af kommunen med virkning 1. maj 2014. Kommunen ville i stedet sende Benjamin på plejehjem. Alternativt kunne Benjamin få hjælp hjemme men kun ti timer om ugen og kun af plejere, der er ansat af kommunen. Den nye ordning ville blandt andet betyde, at Benjamins hund skulle aflives.

Benjamin forsøgte i april 2014 at tage sit eget liv i desperation .

LÆS OGSÅ: Tv-klip får politiker ind i sagen om Benjamin og hans hund
LÆS OGSÅ: Mor: De drev min søn til selvmordsforsøg – nu skal hans hund dø
Local Eyes omtalte sagen kort efter, og det fik sundheds- og psykiatriordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt til at gå ind i sagen.

Hun besøgte Benjamin og lovede at rejse sagen overfor Minister for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Manu Sareen.

I torsdags modtog Benjamin ministerens svar, og her fremgår det, at det er helt i orden, at hjælpen kører via et privat firma og at også nærtstående ansættes som hjælpere. Ministeren understreger, at alle muligheder skal udtømmes for hjælp i eget hjem før end flytning til institution eller plejehjem kan komme på tale.

Ministerens svar har ikke fået kommunen til at ændre holdning.

I mandags, få dage efter ministerens svar lod kommunen familiens advokat at vide, at de ville komme for at mødes med Benjamin. Det skete til trods for, at læger og psykiatere har advaret om, at det kan Benjamin ikke klare. Det oplyser Benjamins stedmor, Misse.

Et par dage senere, natten til fredag den 18. juli forsøgte Benjamin selvmord igen. Og igen var det Misse, som fandt Benjamin.

Vi besøgte Benjamin og Misse på hospitalet fredag eftermiddag. Få timer efter disse optagelser fik Benjamin pludselig en kraftig allergisk reaktion af den medicin, som han havde taget. Hans hals svulmede op, og han kunne ikke trække vejret.

– Han er blevet indlagt akut på hospitalet i Aarhus. Han skal opereres om lidt, fortalte Misse i telefonen kort efter klokken 18, fredag.

Vi har endnu ikke talt med familien siden.