Ung bilist løb tør for vej – endte frontalt i husmur

Onsdag aften kom en ung kvinde galt af sted i krydset Nivåvej og Gammel Strandvej i Nordsjælland. Hun løb så at sige tør for vej, kørte gennem en hæk og hamrede bilen direkte ind i en massiv husmur.

– Hun mister herredømmet i et T-kryds og kører gennem en hæk og rammer en husmur, fortæller vagtchef Steffen Østergaard fra Nordsjællands Politi til ritzau.

Kvindens bil fik fronten trykket fuldstændig flad, men hun blev ikke fastklemt. Redningsfolkene på stedet kunne hjælpe hende ud af bilen uden at klippe taget af. Hun slap fra uheldet med småskrammer.

– Det var faktisk heldigt, at hun ramte husmuren – ellers var hun kørt direkte ud i en dyb sø, siger localeyes.dks mand på stedet.