Nye fotos i sag om groft overfald på højgravid kvinde

Politiet efterlyser 4 mistænkte personer efter gaderøveri mod gravid kvinde

Den gravide kvinde blev overfaldet med slag og spark ved Kærskiftevej i Valby.

Den forurettede kvinde havde inden overfaldet hævet penge i Nordeas filial på Frederiksborggade tæt ved Nørreport Station, hvorefter hun tog bus 5A i retning mod Nørrebro. På Nørrebro vekslede hun et pengebeløb ved Danex Exchange i Heimdalsgade.

Den forurettede tog herefter til Nørrebro Station (kl. 16:21), hvor hun blev opmærksom på to af de mistænkte gerningsmænd. Disse to personer (A og B) beskrives som:

A: Mand. Han var iført en sort trøje med brune lapper på albuerne, en grå dunvest med høj krave, mørkeblå jeans og sorte kondisko med hvide aftegninger.

B: Mand, Han var iført en mørkeblå tophue, en striktrøje i div. grønne farver og mønstre, en armygrøn dunvest med brune lapper på skuldrene og hen over det øverste af ryggen, lyseblå jeans med slidtage/huller på benene og sorte kondisko med hvide aftegninger.

De to mænd fulgte den forurettede kvinde på behørig afstand, men hun var ikke i tvivl om, at de “holdt øje” med hende. Da kvinden gik op ad trappen til spor 12 fulgte A og B efter hende, og hun blev opmærksom på, at de fik kontakt til yderligere to personer (C og D), der beskrives som:

C: Iført sort frakke med knapper foran, grå bukser og pæne sorte sko.

D: Iført sort jakke af mrk. Canadian Goose med pelskant på hætten, sorte bukser og brune, pæne sko. Han bar en hvid, firkantet papirpose.

Den forurettede steg på toget i retning mod Ny Ellebjerg kl. 16:22, og det samme gjorde de 4 mistænkte personer, der “fordelte” sig i toget. Da toget ankom til Vigerslev Station kl. 16:33 stod kvinden af toget – og det samme gjorde de 4 mistænkte.

Fra Vigerslev Station tog kvinden bus 1A i retning ud af byen. Hun stod dog af kort tid efter i nærheden af Vigerslev Kirke. Herfra gik hun til fods i retning mod Kærskiftevej.

På et stisystem i forbindelse med et grønt område overfor Kærskiftevej nr. 55, blev den forurettede kl. 16:45 overfaldet med slag og spark fra 2 gerningsmænd. Hun forsøgte at fastholde sin taske, men måtte til sidst give slip.

Et vidne råbte efter gerningsmændene og eftersatte dem kortvarigt til fods i retning mod Vigerslev Kirke og Kærskiftevej, hvor de forsvandt.

Vidnet bemærkede, at de 2 gerningsmænd løb forbi en kvinde, som stod ved en rød bil tæt på kirken. Politiet vil meget gerne høre fra denne kvinde.